Vadehav, kanalby og cirkus for to skoler

Af Annelise Mølvig, https://kultkit.eu/vadehav-kanalby-og-cirkus-for-to-skoler/

20 børn og tre lærere fra Næstved Fri Skole rejste tirsdag ned til Hans Helgesen-Skolen. Det er en dansk skole for det danske mindretal i Sydslesvig og ligger i den gamle kanalby Friedrichstadt lige ud til Vadehavet – cirka 70 km syd for den dansk-tyske landegrænse. Her er også en dansk kirke og danske foreninger.
Formålet var at skabe en relation mellem elever fra dansk og tysk side, formidle tysk kultur og landsdelens særheder til de danske elever. Ud over dette vil de tyske elever få indblik i dansk kultur og være med til at nedbryde sprogbarrierer.
kultKIT har støttet projektet med cirka 6.300 euro/47.000 kroner.

Hurtig beslutning
Børnene fra begge sider af grænsen fandt hurtigt hinanden.
– Et par af mine elever er lidt generte, om jeg havde frygtet, om de kunne række ud, men der er en entusiasme overalt, og eleverne spørger, om vi ikke kan blive en dag mere, siger Julia Bentzen, der er lærer på Næstved Fri Skole.
Det hele begyndte, at Markus Hausen, der er ny skoleinspektør på Hans Helgesen-Skolen fandt et notat om kultKIT. Han ringede til Jeppe Pers, der er projektleder på kultKIT for at få mere at vide. Jeppe vidste samtidig, at Næstved Fri Skole søgte en venskabsskole. Og så blev de to skoler forbundet. Det gik stærkt, for Næstved-eleverne skulle gerne med til Hans Helgesen-Skolens 75års jubilæum med cirkustelt og artisteri.

Begge sprog var rustne
– Alle danske elever skal have tysk fra femte klasse, men interessen er ikke så stor. Derfor har jeg drømt om at tage med herned for at opleve Tyskland og tale tysk, siger Julia Bentzen og fortæller med et stort smil:
– De er ikke til at skyde igennem, når de bestiller is og pizza på tysk – og bliver forstået.
På Hans Helgesen-Skolen siger Markus Hausen, at hans elever virkelig trænger til at møde danskere, dansk kultur og sproget efter 1,5 års lockdown og deraf følgende isolation.
De danske elever fik besked på at tage badetøj på, fordi de skulle ud i Vadehavet. Men der var ebbe, så de vadede ud over havbunden og lærte om Vadehavet, flod og ebbe samt om stormfloderne og kystbeskyttelse. De var også på en guidet sejltur rundt i Friedrichstadt, hvor de hørte om byens kultur og historie, imens lavede eleverne på Hans Helgesen-Skolen aftensmad til alle. Spaghetti og kødsovs.

Dygtige cirkusartister
Men de skulle også øve cirkusnumre. Circus Zaretti’s artister fik i løbet af kort tid forvandlet både danske og tyske elever til klovne, jonglører, tryllekunstnere, trapez-kunstnere og akrobater. Instruktionerne var på tysk, men alle kunne være med og fik det lært at optræde.
De fik rigtigt cirkustøj på og til forestillingerne jublede og klappede forældre, bedsteforældre og venner – alle imponeret over børnenes kunnen.

Eleverne er begejstrede
Amalie og Johanne fra 7. klasse på Næstved Fri Skole erklærede: Det var megasjovt.
Ingen af de to havde lært trapez, men de optrådte som havde de gjort det i mange år.
– Jeg er overrasket over, så meget tysk vi har fået talt, siger Johanne.
Amalie synes, at det er svært med mundbind, og alle de tyske coronarestriktioner.
– Jeg vidste ikke, at der var danske skoler i Tyskland, hvor man taler dansk, siger hun.
Dyveke fra 5. klasse på Hans Helgesen-Skolen fortæller, at hun har snakket med nye mennesker hver dag og har lært meget, og Kyla – også fra 5. – siger, at hun håber, de kan komme til Næstved.
Og det er der planer om. Både elever og lærere har talt om, at Hans Helgesen-Skolen skal på besøg til Næstved næste år.
– Nu har vi lært dem fra Næstved Fri Skole og kende, og det vil være spændende at snakke mere med dem og at se noget helt nyt, siger Kyla fra Hans Helgesen-Skolen.